Boligudvikling i Dragør / Strandparken og Strandjægervej - en fælles opgave for kommunen at løfte?

Først og fremmest til lykke med valget af den nye Kommunalbestyrelse med Kenneth Gøtterup i spidsen – en flot personlig sejr!

Lynhurtigt – det må de have haft i skuffen – er et omfattende konstitueringspapir blevet fremlagt og underskrevet på ingen tid, med mange gode pkt. So far so good!

Det vil ikke forbavse nogen, at SeniorBo selvfølgelig med særlig interesse har læst afsnittet om boligudvikling og den fremtrædende rolle Rødtjørns-modellen har fået med en kombination af almene boliger og ejerboliger i aftalen. En god model – og en model til efterfølgelse på Strandjægervej.

Tænker de fleste kender den plan som SeniorBo fremlagde i september på et stormøde på Wiedergården – modellen ligger på vores hjemmeside. Udarbejdet af Kuben Management, Front arkitekter og VIBO i samarbejde med os.

Vi ser en klar parallel til Strandparkens projekt, hvis man på Strandjægervej kobler et stykke af Engvejs-arealet til, hvor der kan bygges ejerboliger med plads til evt. udbygning af plejehjemmet og/eller plejeboliger – en win-win situation – og plads er der jo nok af på denne store grønne græsplæne.

Fra nogen har argumentet lydt, at vores projekt ikke kunne støttes, fordi vi ikke kunne købe til ”markedspris” – men parallellen til Rødtjørnen er jo soleklar, og i øvrigt holder argumentet heller ikke. På sigt vil de seniorboliger vi gerne vil bygge og har liggende som et grydeklart projekt -kunne indbringe 4-5 mill. kr. om året i form af nye skatteindtægter fra tilflytterne til de parcelhuse, som nye seniorbeboere nødvendigvis må sælge i kommunen.

Dertil kommer, at når man ser bort fra økonomiske betragtninger, så har SeniorBo gennem flere år opsamlet enestående erfaringer om seniorbofællesskaber – hvad kræves der, hvad ønskes der? Hvorfor strømmer ældre til disse fællesskaber. Vi har vigtig ekspertise at stille til rådighed, som KB må være interesseret i, al den stund, at vi har fået sat en dagsorden vedr. disse fællesskaber/ældreboliger, så man nu i kommunen er ved at falde over hinandens ben for at søsætte disse. Jeg tænker, Sdr. Tangvej, jeg tænker Dragør-hjørnet – udmærket, men også værd at nævne, at disse byggerier/lejeboliger er i den meget dyre ende. Fint for nogen, men Strandparken og Strandjægervejs -projekterne vil også afhjælpe en akut bolignød for mindrebemidlede. Dem har kommunen også et ansvar for.

Derfor som konklusion vil jeg opfordre den nye KB med borgmesteren i spidsen til at åbne op for at inddrage SeniorBo – og skabe mulighed for også at realisere vores projekt – en klar parallel til Rødtjørnen.

På vegne af SeniorBo

Nina Nørgaard, www.seniorbo2791.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.